Søren

Søren er uddannet reservedelsekspedient og har arbejdet med lastbiler i 30 år. Han har været ansat i Truck Center Århus siden 2016. 

Søren

Volvo Truck Center Aarhus

 

Stilling: Reservedelsekspedient

 

Hvordan ser en dag ud for en reservedelsekspedient?

Nogle dage kan der var meget travlt, så er det kun ekspedition af reservedele fra morgen til aften. På andre dage hvor der ikke er så travlt, er der mere tid til fordybelse som fx at få ryddet op på lageret og få kælet for detaljerne. Der kommer varer hver dag, det er det første, der sker om morgenen. Så bliver varerne lagt på plads, det tager ca. 1-1 ½ time. Det gælder om at få tømt læsset og blive hurtigt færdig, så vi er klar til at ekspedere kunderne. Værkstedet er den største kunde hos os, men vi har også salg over disken ud af huset og til andre værksteder.

 

Hvordan holder man styr på så mange reservedele?

Vi har omkring 3.500-4000 varenumre og et skudsikkert automatisk system. Lageret syner ikke af meget fordi det er lagdelt og gemt i en elevator, så man sparer plads. Det giver både fordele og ulemper med et automatiseret system. Det er nemt at finde en reservedel, hvis du kender varenummeret, men hvis du ikke gør, kan du ikke finde delen. Så det gælder om at have en god hukommelse. 

 

Løber I nogensinde tør for reservedele?

Volvo reservedelene generer sig selv elektronisk, og så har vi mulighed for at bestille dagsordre til det som systemet ikke har genereret af nye dele. Vi bestiller fra dag til dag, så ligger det her næste morgen. Vi kan godt løbe tør, men så har vi jo heldigvis nogle filialer ret tæt på, som vi trækker på. Ret ofte kan vi nå at få fat på reservedelen i tiden, hvor mekanikerne afmonterer, så kunden faktisk ikke mærker det. I forbindelse med servicecheck ved vi ofte hvilke dele, der bliver brug for. Og når en lastbil kommer ind fra gaden, gætter vi os til, hvad der er behov for. Vi prøver at gardere os på den måde for tiden er jo den største faktor for kunderne. 

 

Hvad kan du bedst lide ved dit job?

Jeg synes kontakten med alle de forskellige mennesker i løbet af en dag er spændende. Der er ikke to dage som er ens, det kan jeg godt lide. Vi har en god stemning og atmosfære. Og så kan jeg godt lide udfordringerne og mine arbejdsopgaver. 

 

Hvordan vil du beskrive Volvo Truck Center Århus som arbejdsplads?

Det er en god arbejdsplads. Vi har et nyt og moderne værksted, og de lastbiler, der kommer ind, er generelt nye, så udviklingsmæssigt er vi langt fremme.  Der er meget frihed under ansvar og et godt samspil. Jeg har nogle gode arbejdskolleger og vi har et godt arbejdsklima, det synes jeg er vigtigt. Det giver arbejdsglæde og lyst til at gå på arbejde, og at jeg har lyst til at stå tidligt op og komme afsted om morgenen, selvom jeg har 114 km hver vej. 

 

Hvad med værkstedshumoren, hvordan er den?

Der er de søde drillerier, det skal der være på en arbejdsplads, men jeg synes det foregår på en pæn måde, og det gør det mange steder. Den der grove værkstedstone, det var førhen, den synes jeg ikke man hører om mere. Tiderne har ændret sig. Jeg synes, vi behandler hinanden ordentligt.